Om Provence

Her vil du kunne læse hvad Provence er. Det er også her, du finder historien om, hvordan Provence tekstiltryk kom til Syd Frankrig: Hvor stammer traditionen fra? Hvor stammer håndværket fra? Faktisk er der en ret interessant historie bag. Denne del af historien er skrevet af Boukaïdi-Laghzaoui fra Søborg.
 

Provence er et solfyldt land i Syd Frankrig, der har alt fra det blinkende azurblå middelhav til de stille landsbyer oppe i bjergene, lavendel markerne, solsikke markerne..... Smukt, varmt og farverigt.

Provence dækker den østlige del af Frankrigs  Middelhavskyst med dens bagland og er en af Frankrigs 22 regioner. Provence består af 6 departementer med ialt 31.400 km². Området er næsten lige så stort som Danmark. Der er følgende departementer: Vaucluse, Bouches-du-Rhone, Var, Haute-Alpes, Alpes Maritimes og Alpes-de Haute-Provence. Et fransk departement svarer nogenlunde til et dansk amt.

Historie

Følgende beskrivelse stammer fra "Provence - Strejftog i solens og legendernes land" af Arvid Hansen og Susan Starland-Hansen, udgivet i 1985 af forlaget Bogan.

Sproget - le provencal - er en del af det occitanske sprog. Begge dele tales stadig i Provence, især af den ældre generation, men man er også begyndt at undervise i det i skolerne og på universitetet i Grenoble. Aix, Nice og Marseille.
For tusinde år siden talte man provencalsk fra Adriaterhavet til langt ned i Spanien.
Navnet Provence går tilbage til de århundreder, da landet var besat af Rom - fra et par hundrede år før Kr.f. og til ca. 600-700, da Roms undergang begyndte - dengang hed det Provincia Romana - den romerske Provins - og navnet er blevet hængene.
Provence historie er fyldt med drager, søslanger, uhyrer af enhver slags, men også med utallige heltegerninger, begyndende med Herkules, der har spillet en stor rolle i hele det daværende Provence.
Provence er fyldt med minder, der går længere tilbage end Oldtiden: kæmpe stendysser, bautastene med mærkelige, endnu ikke tydede, indskrifter og tegninger, og borier, små ovale huse, udelukkende bygget af sten og som uden tvivl er de første menneskeboliger dernede.

Alverdens folkeslag er på et eller andet tidspunkt kommet forbi Provence, bl.a. vore egne jydske forfædre, kimbrerne, der ved Pourrieres, en snes km øst for Aix led deres eneste nederlag mod Rom i år 103 før Kr.f., hvor de tog andre 100.000 til fange.
Provence er også gamle tårne, bygget rundt på højdedragene, hvor befolkningen samlede sig for at forsvare sig mod indtrængende arabiske pirater, som senere blev fordrevet af de navnkundige Tempelriddere.
Tempelriddere, korsfarere, Richard Løvehjerte, Malteserriddere, Jerusalem og de Hellige Steder, hvorfra Tempelridderne vendte hjem for at slå sig ned på Middelhavskysten. De spøger endnu og de gemte skatte jagtes stadig.
Kimbrerne, teutonerne, kelterne, visigoterne, spanierne, italienerne, tyskerne, tyrkerne, romerne, ungarerne, vikingerne, alle er de på et eller andet tidspunkt kommet forbi.

Hvordan fandt stofferne vej til Provence ?

Europæerne kom til Indien i 1500 tallet og var fra starten meget interesserede i indernes unikke tekstiler. Det må stå hen i det uvisse, om det var grækerne eller portugiserne, som var de første til at importere de indiske tekstiler. Nogle af de første tekstiler i Europa blev under alle omstændigheder kaldt for "Pintados", som på portugisisk betyder malet. Det var i 1497 at de blev introduceret for Europa. Den portugisiske søfarer Vasco da Gama sejlede rundt om Kap det Gode Håb, hvor han blandt Østens forunderlige krydderier også stødte på de gådefulde "Pintados". Han hjembragte varerne til Portugal, og langsomt bevægede tekstilerne sig op gennem Europa.

Først i 1664 oprettede Frankrig sit ostindiske handelskompagni, og importerede tekstiler fra Indien vakte vild begejstring i Frankrig. Det var første gang man fik kendskab til så mange farvede stoffer som oveni købet kunne tåle vask og stadig bevare farven herefter. I Frankrig fik de indiske tekstiler tilnavnet "L´ Indiennes" eller "Peint Toiles", (malet lærred).

Hvordan ændrede mønstrene sig ?

Farverne og mønstrene som europæerne først så, hørte hindukunsten til. Hindukunst er primært mere social og folkelig, og den er folkets kunst, hvorimod mogulkunsten er for fyrste hofferne. Mogulkunsten opstod ved at kunsthåndværkere fra Persien, Italien og Tyrkiet forsøgte at lære indernes håndværk efter. I 1600 tallet sendte europæerne originale mønstre til de indiske stoftrykkere, så mønstrene kunne tilpasses den europæiske smag. Europæerne ville have enkle farver dvs. mønstre på hvid bund. Dette var en afgørende forskel mellem den europæiske smag og hindukunsten, idet Hindukunstens tekstiler havde en farvet bund med et broget mønster.

Selv om Butti mønstrene vakte stor interesse hos europæerne, ønskede europæerne nu også at sætte deres præg på tekstilerne. Skitser og tegninger som gengav den europæiske natur blev sendt til Indien, og eftersom den indiske håndværker ikke havde kendskab til den europæiske natur blev de nye mønstre en blanding af fantasi og de skitser han havde modtaget. Konsekvensen var, at de nye trykte tekstiler, som skulle være europæisk inspireret, var ligeså fremmedartede for europæerne som for inderne. Man har bl.a. en beretning om et mønster hvor en pære hænger opad i stedet for naturligt nedad. Den lille misere, opstod fordi inderne ikke kendte til pærefrugten og hvordan den groede. Ikke desto mindre tiltrak den nye blandingskunst stor opmærksomhed. Man anså den endda for at være typisk orientalsk/ indisk.

"Frugten" af de mønsterskitser, som Indien modtog blev til motivet "Palampore" (livets træ), der forestiller en gren/stamme, hvorom fantasifulde blomster- og frugtornamenter med forskellige fugle slynger sig eller samler sig omkring.

Opmærksomheden og efterspørgslen på tekstilerne var så stor, at der skød en mængde værksteder op over hele Europa hvor man forsøgte at kopiere de indiske stoffer. Man pralede oven i købet med at stofferne var trykt på "indisk maner" dvs. man forsøgte med de samme metoder, men både niveauet og standarden var endnu af ringe karakter.

Også i Provence fremkaldte Butti mønstrene beundring, men efterhånden opstod der i Provence en særlig blandingskunst, hvor man kombinerede de indiske mønstre, som jo skildrede den indiske natur, og med den idylliske og farverige oplevelse af Provence. Minutiøse mønstre blev trykt med stormønstret oliven, solsikkeblomster, lavendelblomster, roser, blade m.m. og tekstilerne forsøgte at gengive Provence regionernes særlige farver og natur. Bl.a. den blå farve, som det maritime ved Antibes kyst og Côte d´Azur m.m. Middelhavsfolkene proklamerede at "deres" blå farve ved havet havde samme tiltrækkende virkning som det blå-violette ved Stillehavet, men den blå farve var ikke blot reserveret det maritime Provence. I slutningen af foråret blomstrer lavendelen i baglandet omkring Sault i Valréas, Gorge i Banon og de Valensole i Digne. Denne lavendel farver hele oplandet og afgiver på samme tid den overstrømmende og til tider, synes jeg, for parfumeret duft, men det er et helt fantastisk syn.

Områderne omkring L´Esterel og de små bjergbyer nær Apt , Rustrel og Roussillion ( Roussillion bliver kaldt for den rødbrune by) er kendt for den okkerfarve, som har været millioner af år undervejs. Denne okker farve har så forskellige levende nuancer som orange, gul, og dybrød, og årstiderne får den blodrøde jord i Luberon og Drôme depardementer i Provence til at få et helt særligt skær.

Den grønne farve gengiver druerne, olivenlundene og mandeltræerne, og disse tre frugter er i øvrigt et symbol for det provencalske landskab.

Man kan ikke tale om solen i Provence uden også at inddrage mimosen, citronen og solsikken. Der findes et ordsprog som siger: "når mimosen blomstrer så ankommer foråret ".

I 1888 boede Vincent Van Gogh i et lille hus som han kaldte "Det gule hus". Van Gogh var fascineret af lyset i Provence, og det kom til udtryk i mange af hans malerier. Han skrev bl.a. til sin søster, "det er rigtigt at den mængde af violette og gule farver synger sin kraft ud i landskabet ".

Den hvide farve man kan se flere steder i Provence bør ikke opfattes som en neutral og passiv farve. Bjergene ved Cassis, og de tørre bjerge ved Haute Provence og Baux har helt deres egen styrke. Det naturfredede område Camargue syd for Arles, med de vilde hvide heste og bjerge af en speciel salt, understreger den hvide farve. Man skal nu heller ikke forglemme de sne klædte bjergtoppe, som man ofte kan se året rundt.

Når man skal forstå Provencestoffets udtryk, bør man betragte stofferne udfra en naturmæssig oplevelse sammenblandet med de farver solen og planterne udstråler.

Hvordan blev stofferne anvendt og af hvem ?

Frankrig var i 1700 tallet et af Europas rigeste lande og dermed også toneangivende på mange af samfundets områder ikke mindst moden. I slutningen af 1670érne oplevede Frankrig en modegalskab og en higen efter stofferne. De omkringliggende lande tæt på Indien, dvs. Centralasien, Kina, Egypten og Persien, som også selv mestrede tekstilkunsten kunne ikke leve op til Europas og herunder Frankrigs efterspørgsel. Det kunne endvidere tyde på at interessen herfor ikke var så stor, idet de ovennævnte lande ikke formåede at gøre inderne efter hverken teknisk eller kunstnerisk.

Omkring 1668 vedtog man love mod import af indiske stoffer, som nu var blevet en trussel mod den store silkeindustri i Lyon. Et forbud var ikke ensbetydende med at man indordnede sig efter det. "L Indiennes" var den forbudne frugt men kunne dog ikke blot stoppes af en lov. Som i indledningen lykkedes det i 1734 under forbudsperioden en fransk officer, Antoine de Beaulien som var udsendt af Frankrig, at "frarøve" inderne den årtusinder gamle bomuldstryk tradition. Europæerne hungrede efter et dybere kendskab til hele den grundlæggende proces.

Europæernes politiske og økonomiske interesse i Indien var nu så stor, at forholdene for bomuldsmaleren og hans familie blev væsentligt forbedret. Det var ikke af humanitære grunde at forholdene ændredes, det var ganske enkelt et spørgsmål om at nedsætte udgifterne til transporten og overvåge arbejdets gang. Det forholdte sig sådan, at familierne mere eller mindre frivilligt blev flyttet fra deres landsbyer og tættere på handelsstationerne, og det var på denne facon at Antoine de Beaulien fik en bomuldsmaler til at demonstrere hele processen og fik stofprøverne med tilbage til Frankrig, hvorefter de begyndte at cirkulere rundt på de skjulte værksteder.

Stoftryk i Europa

Det er sikkert, at man allerede i 1200-1400 i Tyskland havde kendskab til tekstiltryk. Ofte var der i klostrene tilknyttet trykværksteder, hvor man enten har trykt eller malet på tekstiler, oftest på hør. Det har i reglen været kirkelige tekstiler som skulle understrege kirkens rolle. Træsnitkunst (bloktryk om man vil) blev aldrig helt nogen stor succes, mest af alt fordi Tyskland ikke var istand til at frembringe gode og holdbare farver.

Omkring 1600 tallet var indblikket i trykkekunsten større, og man brugte oliefarvede pigmenter blandet med bindemiddel eksempelvis lindeolie, men heller ikke denne metode blev den helt store succes. Undervejs forsøgte man sig med billige efterligninger af de kostbare og unikke tekstiler som blev trykt i Indien, men eftersom europæerne endnu ikke besad den viden om metoderne, teknikkerne og materialerne som var nødvendige, formåede de trykte tekstiler aldrig at erstatte de indiske bomuldsstoffer.

Europæerne har altid været betaget af farverne på de første indiske tekstiler de så. Det er først meget senere at det nogenlunde lykkedes europæerne, med teknikkens hjælp, at efterligne de samme farvenuancer. Det var ikke altid at farverne havde de samme gode egenskaber som de indiske plantefarver, bl.a. kunne nogle af farverne i starten kun i ringe omfang tåle vask, men de kunne dog bruges.

I Italien, hvor der blev forarbejdet trykte stoffer, skriver maleren Cennino Cennini i 1437 om, hvordan man kan fremstille farver ved hjælp af olier. Dengang trykte man bl.a. på pige- og drenge undertøj, hvilket jo ikke var særligt hensigtsmæssigt og måske også en smule uhygiejnisk, netop fordi undertøjet ikke kunne bevare farverne efter vask .

Tekstiltryk i Frankrig

For at komme tilbage til Frankrig, så havde man jo nu fået "opskriften", og så gjaldt det bare om at producere. Det var nu ikke helt så nemt, idet farverne voldte store problemer. Man mente det hang sammen med, at de samme planter som fandtes i Indien ikke fandtes i Frankrig.

Adelen havde på flere af godserne oprettet værksteder, hvor man i al hemmelighed trykte stofferne. Den udøvende magt havde hverken adgang til adelens ejendomme, kirkerne eller klostrene, og det betød at de kunne omgå forbudet uden noget efterspil. De importerede tekstiler fik i 1500-1700 tallet stor betydning i fyrstehofferne og andre fornemme miljøer.

Efterspørgslen på tekstilerne var enorm og det udviklede sig til det rene mode vanvid. En kongelig lov af 1668 forbød ikke bare import af stofferne til Frankrig, men også efterligning af og brugen af dem. Forbudet skulle imødekomme den franske silkeindustri som på daværende tidspunkt var udsat for hård konkurrence fra bomulden, eftersom Solkongen Louis XIV og hans hof var vilde med stofferne, havde de indiske tekstiler ikke svært ved at finde vej frem til kongeriget, bl.a. via Provence og havnebyen Marseille.

Loven gjaldt officielt frem til 1759 indtil Madame de Pompadour, som åbenbart havde stor indflydelse, ophævede forbudet. Madame de Pompadour havde under forbudsperioden udsmykket hele sit slot med "L´Indiennes".

Ophævelsen af forbudet satte nu en overdreven gang i tekstilindustrien og for at understrege det bedre selskabs rigdom, magt og ære fremstilledes pragtfulde tapeter, bordtæpper samt tekstil udstyr til senge, som var det største og dyreste møbel dengang.

De meget dygtigt og veludførte indiske stoffer animerede franskmændene og europæerne til for alvor at genoptage stoftryk. Nogle af de første værksteder kopierede de indiske mønstre, dog var trykteknikerne mere enkle i forhold til de indiske. Værkstederne brugte primitive trykblokke, og motivet man trykte var stadig Palampore "livets træ". Senere kunne man både opleve blandingskunsten Palampore og Butti men også det berømte Paisley mønster.

Med tiden blev stofferne så udbredte at også den bredere del af befolkningen fik adgang til disse. Således kunne man se bondekonerne med sjaler, hvilket ellers kun var forbeholdt de rige i samfundet.

Når man skal beskrive hvilken effekt indisk inspirerede bomuldstekstiler har haft i Frankrig, kommer man ikke udenom den enorme silkeindustri som fandtes i Frankrig. I adskillige århundreder og særligt i midten af 1700 tallet under Solkongen Louis XIV regeringstid, anså man Frankrig for at være et symbol på civilisationen indenfor kunst, kultur og mode m.m., og selv i vor tid spiller Frankrig stadig en førende rolle indenfor mode og kultur. Silke blev foruden beklædning også brugt til forskellige former for prydelser, bånd, borter, kniplinger, knapper, snørebånd, sko, punge og tasker, det man i dag kalder for accessories (tilbehør), og Frankrig var blandt de førende lande i fremstillingen af accessories.

Længe før korstogterne fandtes en massiv import af silke, hovedsageligt fra Syrien. Fra det Ottomanske rige og frem til det 11.-12. århundrede steg importen væsentligt. Byen Antioch i Syrien havde nogle af de fineste silketekstiler, hør og farveprodukter, og deraf kunne man følge udviklingen og kvaliteten af klæder, en kvalitet og smag som blev mere og mere raffineret.

Silken har altid været anset for en fornem vare og dermed også udelukkende været forbeholdt overklassen, mens uld, bomuld og hør hørte til blandt de fattige bønder og arbejdere. Så tidligt som i begyndelsen af middelalderen fandtes silke overalt, og bl.a. gardiner, sengelagener, tæpper, kjoler, frakker og skjorter blev fremstillet af den fineste silke.

I det 13. århundrede var produktionen af silkeklæder reserveret for kongen, dronningen, og den royale familie.Det var derfor ikke tilladt alle og enhver at blive silkevæver. For at opnå tilladelse til at producere og væve silke, skulle man være medlem af et særligt laug som organiserede silkevæverne. Det tog mellem 6-8 år for at lære dette enestående håndværk, og det var kun et fåtal af de priviligerede som blev uddannet.

Silkeindustrien i Frankrig var økonomisk udsat for op og nedture, og det skyldtes tildels, at Frankrig i flere århundrede var præget af indre krige som betød, at man ikke kunne effektivisere silkeindustrien, samt at silkeindustrien var under hård konkurrence fra det øvrige Europa. Efter adskillige forsøg på at samle Frankrig som én nation, lykkedes det endeligt i det 1500 århundrede. Det gav mere stabilitet i landet og som følge af dette blev silkeindustrien mere organiseret.

Trykte Tekstiler.

Da man begyndte at trykke på tekstiler, opstod der problemer med at fremstille farver med gode egenskaber som ikke falmede og som ikke forsvandt efterhånden som tekstilerne krævede sin rengøring. Problemet blev løst med den industrielle revolution der byggede på kemisk forskning og udvikling af nye farver, og i 1800 tallet begyndte de første syntetiske farver at vinde indpas.

Siden middelalderen er mange ihærdige forsøg blevet gjort med træblokke, men direkte teknologiske fremskridt kan man ikke tale om, før de indiske tekstiler fandt vej til Frankrig. Som tidligere beskrevet fik disse kuriøse bomuldstekstiler europæernes opmærksomhed pga. deres farve og vaskeægthed.

Europa var meget entusiastisk over de eksotiske mønstre og specielt over den mørke baggrundsfarve, som var særligt for indiske tekstiler, men for at behage franskmændenes smag ønskede man at ændre på mønstersammensætningen.

Man ville gerne bevare de eksotiske blomstermotiver men på en mere "spiselig" hvid baggrund. Samtidig ønskede man også at de barokke ornamenter og senere rokoko ornamenterne skulle være mere dominerende, og de første spæde og middelmådige forsøg på at efterligne disse tryk fandt sted i Marseille i det 17. århundrede.

Mange så økonomiske fordele ved at begynde at trykke tekstiler og derfor opstod der rundt om Frankrig mange tekstil mekkaer. Historien fortæller at mange ligefrem opgav deres tidligere profession for at tjene på de trykte tekstiler.